Fornminne

"Ved Tingvatn er det i det hele et meget morsomt konglomerat av fortidsminner og navn. ... Jeg har også lyst til å foreta noen gravninger, for å kunne trenge inn i dette merkelige miljøet. Her har vi etter alt å dømme hatt både tingsted, kultplass og gravfelt på samme sted. Og det er sannelig eiendommelig og sjeldent med en slik konstellasjon!" (Anders Hagen, 1955)

Fornminnefeltet-kart.jpg

Fornminne ved Tingvatn

Tingvatnfeltet i Hægebostad kommune er eit av dei mest fascinerande fornminneområda i Vest-Agder. Det er samstundes eit av dei mest verdifulle og reknast som Noregs best bevarde tingstad. På den flate monen her ligg ein rektangulær og tre runde steinsettingar, og eit titals gravhaugar. Folketradisjonen er rik på forteljingar om fornminna på Tingvatn. Særleg steinsettingane har gjeve opphav til mange segn. Arkeologanes nøkterne dom over monumenta på Tingvatn er at dei er gravminne – rett nok uvanlige slike – frå jernalderen. Kor gamle dei er veit ein ikkje. Antakelig er dei frå dei fyrste hundreåra av vår tidsrekning, men det er ingenting i vegen for at delar av feltet kan gå heilt attende til bronsealderen.  

Grav- og tingsted
I folketradisjonen er Tingvatn akkurat det som namnet seier at det er: ein tingstad frå riktig gamle dagar, frå den gang bøndene sjølv dømde på tinget. Mange stader, både i Noreg og Sverige, kallast runde steinsettingar for ”dommarringar”, og det er sterk og levande tradisjon for at slike monument har vore nytta i rettslege samanhengar.
På Tingvatn får tradisjonen støtte av dei skriftlige kjeldene. I middelalderen var nemleg Tingvatn midtpunktet i Vats tinghå. Vats eller Vatne var det gamle namnet på Tingvatn, og garden her vargjennom fleire hundre år det rettslege sentrum i eit innlandsdistrikt som forutan Hægebostad og Eiken, omfatta Bjelland og Grindheim.På vestsida av riksvegen ligg sjølve garden Tingvatn, der tingstaden låg i middelalderen. Sjølve Tinghaugen er delvis øydelagd, men er synleg som eit platå ned mot Lygnevatnet. Mellom gravfeltet, som kallast ”den gamle tingplassen”, og garden Tingvatn ligg Galgebakken, som skal ha vore rettarstad i gamal tid. 

Skjelvarspranget

Steinringen i nordenden av feltet består av 7 reiste stein og har ein diameter på 15 meter. Innanfor steinsettinga ligg ein lav gravhaug. I1890-åra vart det funne ei branngrav i haugen. Anlegget går under fleire namn: Sjusteinsringen, Skjelvarspranget og Holmgangsringen.Forteljinga om den dødsdømde ungjenta Skjelva er knytt til ringen. Ho skulle etter sigande få sleppe frå det med livet om ho klarte å hoppe frå stein til stein ringen rundt. Det heiter seg at Skjelva klarte alle hoppa heilt fram til det siste og avgjerande. Då fell ho mot den sjuande steinen og døydde. Avstanden mellom kvar stein er 6 meter.Like sør for Skjelvarspranget finnes ei stor, rund steinlegging. Ho bær namnet Offerringen.Vidare mot sør ligg Nisteinsringen, òg kalla Dommarringen. Etter det folk veit å fortelje, tok dommarane sete på kvar sin stein når dei skulle døme i rettssaker på tinget.Mellom Dommarringen og Skjelvarspranget står to parallelle rekkjer med reiste stein. Til saman er det 11 stein her i dag, men det skal ha vore fleire tidlegare. Slike ”gatar” kjenner ein ikkje frå andre stader i Noreg.
Det er mogeleg at dette monumentet har hatt ei litt anna form tidligare, og at stein har vorte flytta på i samband med ei utviding av den gamle dalevegen som går like attmed.


Dommersteinen.jpg
Den såkalte "Dommersteinen" på Tingvatn, fotografert i 1910. Tradisjonen forteller at steinen var sete for dommeren den gangen tingsamlingene ble holdt på Tinghaugen ved Lygne.


Hans Blich-Holsts artikkel om Tingvatn fra 1912, fra tidsskriftet Oldtiden:
Vor historie kan ikke berette om mange begivenheter, som er foregaat i Lister og Mandals amt. Amtet er da ogsaa saagodtsom ganske blottet for minder fra vor historiske tid. Men fra de perioder, der ligger forut for historieskrivningen, fra vikingetiden og de forhistoriske tidsaldre, har vi en mængde minder, der fortæller os, at der da i disse distrikter var en talrig og mægtig befolkning, der stod i livlig forbindelse med fremmede lande. Enhver, der reiser forbi Listerlandet, vil ha bemerket de svære gravhauge, der tæt i tæt ligger langs bakkekammene. Men ikke bare langs kysterne boede datidens folk; ogsaa inde i dalene; ja bebyggelsen gikk dengang omtrent like saa langt op i landet som nutildags. Langt oppe i Lyngdalen, i Hægebostad sogn, findes der samlet flere interessante minder fra den graa oldtid, eler ikke er beskrevet før; en kort omtale av dem kunde kanske være av interesse.
Veien opover Lyngdalen er nu god kjørevei, der snart blir endda bedre, idet den skal omlægges helt fra Agnefest ved sjøen og op til Bryggesaa ved nordenden av Thingvatnet. De tyngste bakker er alt omlagte og nu fuldt farbare med vogn; de gamle, berygtede Kvaasbakker omgaas nu paa en flat chaussee, saa man rent umerkelig kommer forbi Kvaasfossen med den svære Kvaasesten, der ligger som en bro over fossen. Det er en seværdighet som man ikke bør glemme, naar man reiser opover Lyngdalen.
Ovenfor Kvaas passerer man gaarden Snartemo med flere gravhauger, og en stor furumo, hvor der staar et par høie bautastene omkring 150 m fra hinanden paa den flate slette.
Her skal der (selvfølgelig) i gamle dage ha staat et stort slag mellem 2 konger. Der er vel imidlertid større sandsynlighet for, at disse to stene har været maal under væddekampe; saadanne stene, opsatte under ganske samme forhold, findes flere steder her i landet.
Længere fremme passerer man Hægebostad kirke; og nogle faa kilometer høiere op kommer man til det lange Lygnevand eller Tingvatn. Her ved sydenden av dette vand kommer der ned lavere dalfører saavel fra øst som fra vest, saa de naturlige forhold her har utpeget dette sted som et centrum for de omboende folk. Og navnene Tingvatn og Hægebostad er da heller ikke nye navne; det første er forstaaeligt i sin nuværende form; det sidste er noget ændret, men dog ikke mere, end at sprogforskeren angive den gamle form som "Helgibolstadr", helligdomsstedet. Befolkningen der oppe i dalen nu har et par sagn fra oldtiden om enkelte steder; men de hadde ikke stor greie paa, hvad der endnu kan paavises av synlige tegn paa gammel kultur der.
Ute ved vandets sydende ligger "Tinghaugen" , et navn, der er almindelig endnu. Det er en langagtig, flat slette med en stenrøs i den søndre ende. Her laa tidligere en stor sten, "Domarstein"; den er for ikke mange aar siden flyttet ind paa gaardens tun, hvor den tjener som stol. Den er formet omtrent som en lav kubbestol, 30 cm høi, 70-80 cm bred og dyp, og med et 30 cm høit rygstøt. Det later ikke til, at der er brukt noget redskap paa den for at danne den til.
Nogle hundrede meter nedenfor Tinghaugen, like ved veien inde i skogen, har man et par smukke stensætninger. Her er en stor furumo, svakt kuperet, med større flater indimellem. Store rullestene ligger spredt utover; materialet til stensætningerne har ikke været langt unda. Blot den ene av disse stensætninger kjendte befolkningen til; her var tidligere ganske overgrot med lyng og ener; men siden hestemarkedet for nogle aar siden fik sin faste plass her i skogen, er alt dette dækkende
smaakrat kommet væk, saa nu ligger alle stensætningerne tydelige i dagen. Landeveien gaar like forbi, saa de er lette at se under forbikjørselen. Nordligst har man den stenring, som er kjendt fra før av. Den ligger paa østsiden av veien: to av stenene ligger like i veikanten. Denne ring kaldes "Skjelvaspranget"; sagnet forteller, at en pike "Skjelva" var dømt til døden, men at hun skulde faa beholde livet, saafremt hun kunde springe fra sten til sten. Dette sagn er meget omstændelig fortalt i Hellands amtsbeskrivelse. Stenene er 7 i tallet; de staar i en ring, der er omkring 15 m i diameter; der er omkring 6 m mellem hver sten, saa det blir et ganske antagelig sprang, der vilde gjøre lykke ved alle idrætsstevner. Stenene er store, 1-1 1/2 m over jorden; det kan ikke sees noget, der tyder paa, at de er tildannet ved menneskehaand. Inde i ringen, men noget excentrisk, ligger en lav haug med stene av størrelse som et hoved og lidt over. Her var for en 16-17 aar siden fundet aske og et lerkar som nu er forsvundet.
Nogle faa skridt søndenfor denne stenring ligger en stensætning, ganske flat, litt ophøiet over terrænet. Den er langagtig firkantet, ca. 12 m lang, 11 m bred med avrundede hjørner. I kanten ligger større stene, indenfor er stenene mindre, ogsaa her alle runde og ubearbeidede. Denne plass var aldeles overgroet med lyng tidligere, saa den kunde ikke ses. Stenring nr. 2 ligger endda litt sydligere, paa vestsiden av veien; ogsaa her ligger 2 stene like i veikanten. Det ser ut, som om disse under veianlægget er flyttet noget, da ringen ikke er ganske rund her. Denne ring har 8 stene, der er noget mindre end den første ring; flere av stenene ligger endnu nede i lyngen. Diameteren er 12 m; avstanden mellem stenene er omkring 4 m. Muligens er der ogsaa inde i denne ring en mindre stenhaug, saaledes som i den første.
Jeg skal ikke fortape mig i gisninger over, hvad disse forskjellige stensætninger kan have været benyttet til; en mer tilfældig samlingsplass kan der vel ikke ha været her, dertil er der lagt altfor meget arbeide paa ringene; de gamle navne Helgibolstadr og Thingvatn skulde vel ogsaa tyde paa, at der her i længst forsvunden tid har været et større centrum for befolkningen i de omliggende distrikter.

home.jpg

Nyhende

Publisert på
VIKINGENE KOMMER! Vikingtinget arrangeres for 5.gang på Tingvatn. Vi venter på en spennede og lærerik helg med mange flotte fo...
Les mer